Den, der forlader Europa og flytter sin bopæl permanent til et andet land, beskæftiger sig som regel først med helt praktiske ting. Opholdstilladelse, boligsøgning, måske også en ny bankkonto – det er punkterne, der står øverst på listen. Den skattemæssige side af fraflytningen kommer for mange først på bordet senere. Nogle gange endda først, når den første selvangivelse efter flytningen forfalder.
Alligevel ophører det skattemæssige forhold til det tidligere hjemland i Europa normalt ikke automatisk med afmeldingen hos folkeregisteret. For skattemyndighederne er en fraflytning en begivenhed, der bliver set nærmere på. Det handler trods alt om spørgsmålet, hvordan en persons skattemæssige situation ændrer sig, så snart vedkommende ikke længere bor i landet.
Myndighederne interesserer sig især for nogle grundlæggende punkter: Hvornår fandt fraflytningen præcist sted? Er der fortsat indtægter i den tidligere hjemstat? Og findes der aktiver eller virksomhedsandele, som fortsat kan være skattemæssigt relevante?
Derfor kræver mange europæiske lande yderligere oplysninger som led i den sidste selvangivelse. Fraflytningen bliver dér praktisk talt dokumenteret "officielt".
I Tyskland sker det for eksempel via bilaget WA-ESt, en formular med titlen "Yderligere oplysninger og anmodninger i tilfælde med udlandsrelation". Den hører til indkomstskatteopgørelsen og bruges altid, når der foreligger internationale forhold – for eksempel en flytning til udlandet.
Andre europæiske lande bruger godt nok andre formularer eller procedurer. Grundprincippet er dog det samme: Den, der flytter til udlandet, skal erklære, hvordan den skattemæssige situation har ændret sig.
Især hvis nogen flytter til et land med lavere skatter, bliver dette skridt særligt vigtigt. Fejlagtige eller ufuldstændige oplysninger kan senere føre til spørgsmål fra myndighederne eller efteropkrævninger.
At skattemyndighederne i dag giver emnet fraflytning mere opmærksomhed end tidligere, har flere grunde. En af dem er ganske enkelt den stigende mobilitet inden for Europa.
Flere og flere arbejder internationalt, starter virksomheder i udlandet eller tilbringer en del af deres liv i en anden stat. Særligt iværksættere og investorer er i dag betydeligt mere mobile end for tyve år siden.
Det gælder især lande med store økonomier. Blandt de stater, som relativt mange mennesker udvandrer fra, er for eksempel:
Tyskland
Frankrig
Italien
Spanien
Det Forenede Kongerige
For disse lande rejser der sig regelmæssigt det samme spørgsmål: Hvad sker der skattemæssigt med personer, der flytter deres bopæl til udlandet?
Svaret på det findes som regel i selvangivelsen for fraflytningsåret.
Tyskland bruger i sådanne tilfælde det allerede nævnte bilag WA-ESt. Det er en del af indkomstskatteopgørelsen og udfyldes, når der er sket en fraflytning til udlandet, eller når andre internationale forhold spiller ind.
Via denne formular indsendes forskellige oplysninger til skattekontoret. Det omfatter for eksempel tidspunktet for fraflytningen eller den nye adresse i udlandet.
Derudover spørges der til eventuelle udenlandske indtægter. Også ejerandele i kapitalselskaber skal angives.
Netop dette punkt er særligt interessant for skattekontoret. Den, der ved fraflytningen ejer større virksomhedsandele, kan under visse omstændigheder blive ramt af den såkaldte fraflytningsbeskatning.
Formularen opfylder derfor to funktioner: Den informerer myndighederne om fraflytningen og hjælper dem samtidig med at vurdere, om bestemte skatteregler finder anvendelse.
Den, der forlader Frankrig, skal indsende en sidste indkomstskatteerklæring til den franske skattemyndighed (Direction Générale des Finances Publiques). I denne erklæring skal blandt andet følgende punkter angives:
den præcise dato for fraflytningen
indkomster, der er optjent i Frankrig indtil fraflytningen
indkomster, der fortsat stammer fra Frankrig
Personer med større virksomhedsejerandele kan desuden blive omfattet af den franske Exit Tax.
Italienske statsborgere, der flytter permanent til udlandet, skal lade sig registrere i AIRE-registret (Anagrafe degli Italiani Residenti all'Estero). Denne registrering sker via kommunen eller det relevante italienske konsulat.
Derudover skal det i den italienske selvangivelse angives:
hvornår fraflytningen fandt sted
hvilke indkomster der blev optjent før fraflytningen
om der fortsat findes indkomster fra Italien
Uden AIRE-registrering kan Italien fortsat antage, at der foreligger skattemæssigt hjemsted.
Den, der forlader Spanien, skal oplyse det i sin selvangivelse over for den spanske skattemyndighed (Agencia Tributaria). Dermed fastlægges tidspunktet, hvor den spanske skattemæssige bopæl ophører.
Efter fraflytningen kan der fortsat påløbe skat i Spanien, hvis for eksempel:
der findes fast ejendom i Spanien
der optjenes indkomster fra Spanien
der drives en virksomhed i landet
Disse indkomster er da omfattet af ikke-residentskatten (IRNR).
Personer, der forlader Det Forenede Kongerige, skal anmelde deres fraflytning i Self Assessment-selvangivelsen.
Under visse forudsætninger bliver skatteåret opdelt efter det såkaldte Split-Year Treatment. Her skelner skattemyndigheden HMRC mellem:
perioden som skattemæssig resident
perioden efter fraflytningen
På dette grundlag afgør HMRC, hvilke indkomster der fortsat forbliver skattepligtige i Det Forenede Kongerige.
En anden grund til, at fraflytninger i dag bliver kontrolleret grundigere, er den stigende internationale dataudveksling.
Banker og finansielle institutter indberetter visse finansielle oplysninger til skattemyndighederne. Disse data udveksles derefter mellem stater.
Programmer som OECD Common Reporting Standard (CRS) gør, at internationale finansoplysninger i dag er langt lettere at følge end tidligere.
Det betyder ikke, at en fraflytning er problematisk. Men skattemyndighederne har efterhånden adgang til flere oplysninger end for få år siden.
En flytning til udlandet medfører mange organisatoriske ændringer. Den skattemæssige side bliver ofte undervurderet.
I de fleste europæiske lande skal fraflytningen oplyses til skattemyndighederne. Tyskland bruger til det for eksempel bilaget WA-ESt, mens andre stater anvender egne procedurer eller formularer.
Detaljerne varierer ganske vist fra land til land. Men grundprincippet er det samme: Skattemyndighederne ønsker at kunne efterprøve, hvornår en skattepligt ophører, og hvilke indkomster der fortsat forbliver relevante.
Den, der planlægger en fraflytning til udlandet, bør derfor ikke kun tænke på visa, bolig eller bankkonto. Også de skattemæssige konsekvenser fortjener opmærksomhed.
En omhyggelig forberedelse hjælper med at undgå senere konflikter med skattemyndighederne og at gennemføre overgangen til udlandet skattemæssigt korrekt.
