Når man forlod Frankrig, antog man hidtil som hovedregel, at den fulde skattepligt ophørte ved fraflytningen, forudsat at centrum for livsinteresser reelt var flyttet til udlandet. Dette grundprincip består. Men med finansloven for 2026 har Frankrig indført en ny skatteregel, der især rammer meget høje indkomster og for første gang udtrykkeligt knytter sig til fransk statsborgerskab.
Dermed bevæger Frankrig sig et stykke i retning af et "universelt beskatningsprincip", som man hidtil især kender fra USA — dog langt mere begrænset og målrettet meget høje indkomster.
Spørgsmålet er nu: Hvem er omfattet, og hvad gælder reelt efter fraflytning?
Som led i Projet de loi de finances pour 2026 blev der vedtaget et tillæg til artikel 4 bis i Code général des impôts. Det indebærer, at franske statsborgere under visse forudsætninger også efter fraflytning i en periode på ti år fortsat kan blive omfattet af fransk beskatning.
Reglen gælder kun, hvis flere betingelser er opfyldt samtidig:
fransk statsborgerskab
mindst tre års skattemæssigt hjemsted i Frankrig inden for de sidste ti år før fraflytning
fraflytning til en stat, hvor beskatningen ligger mere end 40 % under det franske niveau
indkomst over fem gange det årlige loft for sociale sikringsbidrag (aktuelt over 230.000 € årligt)
Det afgørende er: Beskatningen omfatter kun den del af indkomsten, der ligger over denne grænse. Det er altså udtrykkeligt ikke en generel beskatning efter nationalitet for alle franskmænd i udlandet.
Derudover er der lagt op til fradrag/kredit for skat betalt i bopælslandet. Dermed skal der ikke opstå klassisk dobbeltbeskatning, men snarere en form for supplerende beskatning op til fransk niveau.
Nej. Frankrig indfører ikke et fuldt Citizenship-Based Tax-system.
Hvor USA som udgangspunkt beskatter alle statsborgere uanset bopæl, er den franske model:
indkomstafhængig
tidsmæssigt begrænset til ti år
begrænset til lavskattelande
kun anvendelig for højtlønnede/højindkomsttagere
Der er tale om et målrettet tiltag til bekæmpelse af "exil fiscal" — altså skattemotiverede fraflytninger for meget velhavende personer.
Den nye regel erstatter ikke den eksisterende exit-skat (Exit Tax).
Exit Tax finder fortsat anvendelse ved væsentlige ejerandele eller store værdipapirformuer, når latente gevinster ved fraflytning fiktivt beskattes. Den vedrører aktiver.
Den nye regel i den franske finanslov 2026 vedrører derimod løbende indtægter — altså arbejdsindkomst, kapitalindkomst eller formueafkast — over den nævnte grænse.
Begge systemer kan i teorien gælde side om side, men de vedrører forskellige skatteretlige forhold.
Den nye regel knytter sig til lande, hvis beskatning ligger mere end 40 % under det franske niveau.
Det er ikke en fast landeliste, men en sammenligningsberegning baseret på den effektive beskatning af:
arbejdsindkomst
kapitalindkomst
formueafkast/formueindkomst
Om et land falder ind under reglerne, afhænger altså af den konkrete skatteprofil. Typisk er klassiske lavskattelande eller stater uden indkomstskat i fokus.
Inden for EU vil anvendelsen i mange tilfælde formentlig være begrænset af dobbeltbeskatningsoverenskomster.
For langt de fleste franske statsborgere i udlandet ændrer den nye regel i praksis ikke noget. Den nationalitetsbaserede beskatning, der blev vedtaget i finansloven 2026, er udtrykkeligt indrettet efter indkomst og kræver flere kumulative betingelser.
Den, der ligger under den relevante indkomstgrænse, ikke flytter til et land med markant lavere beskatning, eller ikke opfylder tidskravene til tidligere skattemæssigt hjemsted, er ikke omfattet af den nye bestemmelse.
I disse tilfælde gælder fortsat det klassiske system med begrænset skattepligt. Det betyder: Kun indkomster med tilknytning til Frankrig beskattes, fx lejeindtægter fra ejendomme beliggende i Frankrig eller visse kapitalafkast fra franske kilder.
Fransk statsborgerskab i sig selv udløser ikke for gennemsnitlige indkomstforhold nogen ekstra skattepligt.
Den politiske målsætning med den nye regel er tydeligt rettet mod meget høje indkomster. Den skal især ramme situationer, hvor betydelige indtægter flyttes til lande med væsentligt lavere skattebelastning.
For typiske lønmodtagere, pensionister eller erhvervsdrivende med moderat indkomst består det hidtidige system i det store og hele.
Den politiske linje sigter klart mod meget høje indkomster.
Uanset den nu indførte nationalitetsbeskatning består de eksisterende skattemæssige instrumenter fuldt ud. Det gælder især Exit Tax, som finder anvendelse ved væsentlige ejerandele og opgør latente værdistigninger på fraflytningstidspunktet. Denne regel vedrører fortsat aktiver, ikke løbende indtægter.
Ligeledes berøres beskatningen af indkomster fra franske kilder ikke. Den, der efter fraflytning fortsat udlejer ejendomme i Frankrig eller ejer andele i franske selskaber, kan fortsat være omfattet af fransk beskatning.
Det samme gælder formueskatten på fast ejendom (IFI), hvis den nettoejendomsformue, der er beliggende i Frankrig, overstiger den lovbestemte tærskel.
Også på området for arve- og gaveafgift findes der fortsat tilknytningspunkter til tidligere skattemæssigt hjemsted eller til aktivers placering i Frankrig.
Den nye regel erstatter ikke disse mekanismer, men supplerer dem blot. Den tilføjer en ekstra byggesten til det eksisterende system, målrettet bestemte højindkomst-scenarier.
Begrundelsen for det relevante ændringsforslag gør det tydeligt, at tiltaget især skal bekæmpe skattemotiverede fraflytninger.
Lovgiver argumenterer med ønsket om at begrænse skatteflugt, forhindre såkaldt "dumping fiscal" og styrke Frankrigs skattemæssige suverænitet. Meget høje indkomster skal efter denne logik ikke alene ved et bopælsskifte kunne unddrage sig det franske beskatningsniveau.
Samtidig fremhæver den politiske debat, at reglen skal forblive forenelig med eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomster og ikke skabe en fuld dobbelt belastning.
Indførelsen af denne målrettede nationalitetsbeskatning indgår dermed i en bredere europæisk debat, hvor man i stigende grad diskuterer, om og hvordan stater kan beskatte meget høje indkomster også efter en bopælsflytning.
I praksis betyder det: Mens der ændrer sig lidt for flertallet af franskmænd i udlandet, stiger behovet for planlægning og kontrol markant for meget velhavende statsborgere.
For meget velhavende franske statsborgere, der planlægger at flytte bopæl til lavskattelande, bliver skatteplanlægningen væsentligt mere kompleks.
Særligt følgende bør vurderes:
niveauet for fremtidige indtægter
destinationslandet og dets effektive skattebelastning
varigheden af den hidtidige skattemæssige bopæl i Frankrig
mulig kreditering af udenlandske skatter
samspil med Exit Tax
En ren fraflytning er fremover ikke nødvendigvis tilstrækkelig ved meget høje indkomster til helt at slippe for fransk beskatningsadgang.
Frankrig indfører ikke en generel beskatning af alle statsborgere i udlandet.
Med den franske finanslov 2026 er der dog vedtaget en målrettet, indkomstafhængig beskatning efter nationalitet for meget høje indkomster. Den gælder i ti år efter fraflytning og omfatter udelukkende tilfælde med betydelige indkomster og flytning til stater med væsentligt lavere beskatning.
For almindelige udvandrere ændrer der sig kun lidt. For højindkomsttagere stiger behovet for skattemæssig gennemgang derimod betydeligt.
Den, der som fransk statsborger planlægger at flytte, eller allerede bor i udlandet og tilhører de nævnte indkomstgrupper, bør analysere den individuelle situation grundigt.
Vi hjælper gerne med at gennemgå udgangspunktet struktureret og udvikle en retssikker strategi for tiden efter fraflytningen.
